Henrik Ibsens skrifter

Når De erfarer grunden vil De ikke tage mig min lange taushed ilde op; thi dennegang er jeg virkelig, imod sædvane, ganske uskyldig.

Jeg har nemlig ​flakket om i Bøhmen og andre østerrigske landsdele og er nu endelig havnet her i bayersk Tyrol, hvor jeg har taget fast bolig for en 4–5 uger. Her forefandt jeg ​Deres brev.

At De tænkte på at komme til Dresden i sommer kunde jeg aldeles ikke udlede af Deres tidligere yttringer ellers havde jeg ganske visst arrangeret mig på en anden måde. Men sommeren er lang hernede og ​kommer De i September, vil De ganske sikkert træffe mig og skal blive modtagen med åbne arme.

Det er så langt fra at jeg har følt nogen forskrækkelse ved tanken om at skulle yde bidrag til ​Deres tidsskrift, at jeg tvertimod har opgjort en plan over adskilligt, som jeg kunde ønske at udtale og som De måske kunde bruge, – alt i form af ​rimbreve over forskellige af vore og overhovedet af nutidens forholde i politik, literatur og andet lignende. Det skulde på en måde blive min troesbekendelse. Nogen direkte hjælp for Dem og Deres sag vilde det ikke blive; men, kære Brandes, anderledes kan jeg ikke være med. Jeg må begrænse mig indenfor det, som er mit eget; rundt om dette kredser alle mine tanker. Området er ikke meget vidtstrakt, men jeg bearbejder det af bedste evne. Se nu blot ikke noget egoistisk heri!

Hvad tid jeg kan begynde hermed, ved jeg imidlertid endnu ikke; uhyret ​Julian har endnu et så fast tag i mig at jeg ikke kan slippe ham. Dog, herom kan vi nærmere tales ved, helst mundtlig. Nogen frygt for at betragtes som partigænger nærer jeg aldeles ikke; og ​jeg kan igrunden ikke godt forstå at man nu betragter mig som stående udenfor partierne.

At De vilde behøve et eget organ for Deres gerning har jeg længe tænkt mig. Men jeg havde rigtignok ikke troet at De skulde behøve det for, som De skriver, «at leve af». Har Danmark da virkelig ikke en ledig plads for Dem? ​Er professorposten besat? Og i så fald med hvem? At de gamle herrer gerne vil holde Dem borte, kan man ikke fortænke dem i. Men hvem er det, der skulde vove at tage posten når De er bleven forbigået? Hvem skulde vove at vise sig som den foretrukne uden at føle sig skammet sønder og sammen under sammenligningen? Jeg begriber ikke dette.

Det glæder mig at Deres ​forelæsninger udkommer på tysk. Nogle uddrag, som allerede skal have været oversatte i ​«Ueber Land und Meer» har vakt megen opmærksomhed og interesse; jeg hørte dem omtale i ​den literære forening i Dresden. Kom her ned! Det er i udlandet vi nordboer skal vinde vore feltslag; en sejr i Tyskland, og De vil være ovenpå hjemme.

Hjertelig hilsen, og på snarligt gensyn!